Efter at være udgået fra en føring i 24-timersløbet på Spa-Francorchamps, håber den danske Lamborghini-fabrikskører på genrejsning i GT World Challenge-finalen på Paul Ricard denne weekend.
Dennis Lind er mere end almindeligt opsat på et topresultat i 2020-sæsonens sidste GT World Challenge-løb, som afvikles på den sydfranske Paul Ricard-bane søndag. Den danske Lamborghini-kører måtte nemlig udgå fra 24-timersløbet på Spa-Francorchamps efter et dramatisk crash, som skete, mens Lind førte løbet sammen med teamkammeraterne fra FFF Racing Team, Andrea Caldarelli og Marco Mapelli.
– Jeg er stadig ikke kommet mig over skuffelsen. Vi har haft en virkelig udfordrende sæson, og på Spa så det endelig så det ud til at gå vores vej. Og så endte det alligevel med et crash. Men det giver os blot fornyet energi til at give den alt, hvad vi kan og slutte af med et brag. Vi er ikke med i mesterskabskampen og har dermed intet på spil, lyder det fra Dennis Lind.
– Vi sluttede på podiet i sidste års GT World Challenge-løb på Paul Ricard, så vi håber, at vores Lamborghini også har farten i år. Paul Ricard er en af de mest moderne racerbaner i verden, og selvom jeg foretrækker de mere oldschool baner, hvor du rammer en mur, hvis du laver en fejl, så er det uden tvivl en fed bane at køre ræs på. Det ville være fantastisk at kunne give teamet en pokal for det hårde arbejde, de har ydet gennem hele sæsonen, lyder det fra Dennis Lind.
Sæsonfinalen i GT World Challenge Europe Endurance Cup afvikles som et sekstimersløb, og forberedelserne til det 40 biler store løb begynder lørdag med træning og kvalifikation, mens løbet skydes i gang søndag den 15. november klokken 11.45.
TIDSPLAN – GT WORLD CHALLENGE – PAUL RICARD
Lørdag 14. november
08.00 – Træning (90 min)
13.15 – Prækvalifikation (90 min)
17.20 – Kvalifikation #1 (15 min)
17.42 – Kvalifikation #2 (15 min)
18.05 – Kvalifikation #3 (15 min)
Søndag 15. november
11.45 – RACE (6 timer)
Livestreaming: https://www.gt-world-challenge-europe.com/live