Den danske Lamborghini-fabrikskører var i weekenden gæstekører i Special Saloon Car-serien til Grand Prix Danmark på Jyllandsringen – og tog tre sejre ud af tre mulige.
Dennis Lind havde i weekenden et sjælendt hul i sin travle kalender, hvilket gjorde det muligt for den danske Lamborghini-fabrikskører at deltage i årets største motorsportsweekend, Grand Prix Danmark, på Jyllandsringen. Lind kvitterede for invitationen med at køre Selected Car Groups Lamborghini Huracán Super Trofeo-racer først over målstregen i alle tre løb i Special Saloon Car-serien.
– Alle, der kender mig ved, at jeg elsker at køre ræs, og at kunne komme hjem og køre foran kernen af det danske motorsportspublikum i en så speciel racerbil siger jeg altså ikke nej til. Jeg er så glad for, at det kunne lade sig gøre, og stor tak skal lyde til hele holdet bag Selected Car Group, som gjorde det hele muligt, lyder det fra Dennis Lind.
Dennis Lind, som i år kører sin første sæson som fabrikskører for Lamborghini Squadra Corse, kom direkte til Jyllandsringen efter en imponerende sejr i 24-timersløbet på Circuit de Barcelona-Catalunya i sidste weekend – dette blot én uge efter deltagelsen i 10-timersløbet på den japanske Suzuka-bane.
Hurtigste kører på Jyllandsringen
Lamborghini-køreren syntes dog alt andet end udmattet på Jyllandsringen, hvor han sluttede enhver session som hurtigste kører. Bedste tid i kvalifikationen udløste en pole position i weekendens første Special Saloon Car-løb, som Lind vandt fra spids – og det samme gentog sig i andet og tredje løb.
Med en hurtigste omgangstid på ét minut og 5,733 sekunder – sat i weekendens andet løb – var Dennis Lind ganske enkelt weekendens suverænt hurtigste kører på Jyllandsringen, hvor publikum og de mange inviterede gæster i Selected Car Groups VIP-telt nød godt at lyden fra den V10-motoriserede Lamborghini-racer.
Næste opgave for Dennis Lind finder allerede sted den kommende weekend den 14.-15. september, hvor finalen i British GT Championship afvikles på Donnington Park. Her stiller danskeren igen op med WPI Motorsport og makkeren Michael Igoe.